Advice Ejendomsadministration

Et projektsalg er et salg af en bolig, der endnu ikke eksisterer. Den er ikke bygget endnu, den er stadig på tegnebrættet. Du kan se billeder, materialebeskrivelser og måske en mock-up, men du kan ikke se selve boligen – og derfor skal du være ekstra opmærksom, inden du underskriver købsaftalen.

Der er gang i markedet, når det kommer til projektboliger, og særligt i hovedstadsområdet er køberne meget interesserede. Faktisk så interesserede at priserne fortsætter med at stige.

Og det er ganske forståeligt, for det er sjovt, når man selv kan være med til at sætte sit præg på boligen såvel som på området. Men du skal være forsigtig og ikke overlade noget til tilfældighederne, hvis du overvejer at byde på et projektsalg. Selvom det lyder lovende det hele, kan realiteten hurtigt blive en anden, hvis du ikke har fanget alle de små detaljer – og hvis dine forventninger ikke stemmer overens med det, der bliver leveret.

Vil du undgå en massiv skuffelse, bør du alliere dig med en boligadvokat.

En suveræn investering kræver rådgivning

At købe en bolig – uanset om det er en “almindelig” bolig eller et projektsalg – er en af livets største investeringer, og det er ikke noget, du får lov til at prøve mange gange i livet. Slet ikke hvis du overser væsentlige elementer af den aftale, du overvejer at underskrive.

Ejendomsmæglere og sælgere af projektsalg er generelt dygtige, overbevisende mennesker, der let kan få dig til at tro, at alt er som det skal være – og ikke mindst at det haster med en underskrift på købsaftalen. Som menigmand er det svært at hamle op med. Nærmest umuligt. Medmindre du har en boligadvokat på dit hold; en person der kan gennemskue sagens forskellige aspekter og videreformidle dem i et sprog, der er til at forstå. En person der varetager dine interesser og kæmper for de bedst mulige vilkår for dig.

Det er måske den suverænt største investering, du nogensinde kommer til at foretage. Skylder du ikke dig selv at lade en boligadvokat kigge sagen igennem? At få rådgivning både før, under og efter købet?

Der vil altid være risici forbundet med en projektbolig, og det er uendeligt vigtigt, at du sætter dig ind i dem. Du skal vide, hvilke omkostninger der er nu og her, men også hvad du risikerer af omkostninger efterfølgende. I den henseende er boligadvokaten en god støtte, men alt andet lige skal du også lægge et grundigt budget sammen med banken.

Hvad er boligadvokatens rolle?

Når du køber en projektbolig, er der selvsagt ikke en egentlig bolig, du kan se. Du kan ikke træde ind ad døren og mærke efter i maven, for der er ingen dør endnu. Du handler udelukkende på baggrund af tegninger, 3D-billeder og en lang materialebeskrivelse, der er nærmest uforståelig.

Det lyder helt sikkert lovende, og det ser garanteret fantastisk ud. Men har du stukket en finger i jorden, taget en dyb indånding og kigget på handlen med kritiske øjne? Det er svært at forestille sig, hvordan boligen kommer til at se ud, og de billeder, du har i hovedet, stemmer ikke nødvendigvis overens med virkeligheden, når det kommer til stykket.

Men det er svært at være kritisk, når først man har forelsket sig.

Derfor er det vigtigt, at du rådfører dig med en boligadvokat. Vælg en advokat, der har speciale i bolighandel; en person der kender til projektsalg og ved, hvilke faldgruber der kan være.

Boligadvokaten hjælper dig blandt andet med:

– at få et samlet overblik over den proces, du går i møde

– at indhente alle relevante dokumenter i forbindelse med købet

– at klarlægge hvilke risici der kan være forbundet med et projektsalg

– at klarlægge projektboligens popularitet

– at klarlægge byggefirmaets omdømme og økonomi

I samarbejde med boligadvokaten kan du komme omkring alle sider af projektet, så du får det fulde overblik, inden du træffer en beslutning. Er du bange for at boligen ryger til en anden køber, hvis du ikke skriver under med det samme, så sørg for at få indsat et advokatforbehold i købsaftalen. På den måde har du stadig tid til at finde en advokat, og hvis han eller hun ikke kan godkende handlen i sin helhed, kan du trække dig uden omkostninger.

Forberedelse, realistiske forventninger og grundighed

Hvis du overvejer at købe en bolig i projektsalg, er der nogle ting, du kan gøre, for at processen bliver så god som mulig.

Først og fremmest handler det om at have realistiske forventninger til boligen. Spørg entreprenøren, om du kan få lov at se andre byggerier, de har færdiggjort; et prøvehus, en prøvelejlighed eller lignende. Et sted hvor du kan få en fornemmelse af kvaliteten og håndværkernes finish, så du ved, hvad du kan forvente.

Dernæst skal du huske dig selv på, at fejl og mangler vil forekomme, og der kan endda være forsinkelser i byggeriet – særligt hvis det er en projektlejlighed, du ønsker at købe. Det er yderst sjældent, at alt spiller fra første sekund, og det tager tid at udbedre fejlene, så du skal væbne dig med tålmodighed.

Sidst men ikke mindst skal du være grundig, når du køber en projektbolig. Lad din boligadvokat dykke helt ned i detaljerne, og giv ham eller hende tid til at forklare dig essensen af de enkelte punker, så du ved præcis, hvad du går ind til. Vær ikke bange for at spørge, hvis der er noget, du ikke forstår, og vær sikker på, at du har forstået de risici, der følger med købet af en projektbolig.

Få fuld valuta for pengene

Mange mennesker er fejlagtigt af den tro, at en boligadvokat først er aktuel, når købsaftalen er underskrevet. Hvis du vil have fuld valuta for dine penge, skal du kontakte advokaten, så snart de første overvejelser dukker op. Allerede i den indledende fase kan du drage nytte af rådgivningen; særligt hvis du vælger en lokalkendt boligadvokat, der har kendskab til markedspriserne i området.

Gå altid efter en certificeret boligadvokat, så du er garanteret uvildig rådgivning. En uafhængig boligadvokat arbejder altid for at skabe de absolut bedste vilkår for lige præcis dig og din bolighandel.

 

Skriv en kommentar

Scroll Up