Gloove

Det kan være svært at danne sig et overblik over, hvilke risici der kan forekomme ved køb af en bolig som projektsalg – Så her prøver vi at hjælpe dig lidt på vej!

1. Projektet bliver ikke realiseret

I kontrakten vil det som regel være angivet, hvor stor en procentdel af boligerne, der skal være solgt, inden selve byggeprojektet vil blive skudt i gang. Derfor er der også en risiko for at projektet ikke bliver til noget, hvis det viser sig, at det ikke er muligt at sælge resten af boligerne i byggeriet. I sådanne tilfælde, vil alle penge selvfølgelig blive tilbagebetalt.

2. Påvirkning fra andre projektboliger

Selve byggeprojektet tager selvfølgelig tid, og imens byggeriet er i gang, kan der nå at ske ændringer i det pågældende byområde, som kan påvirke projektboligen. Det kan eksempelvis være ændringer i lokalplaner, som påvirker den udsigt din nye bolig får.

3. Projektet kan blive forsinket

Der kan være mange årsager, som ligger til grund for hvorfor et projekt ikke overholder sin tidsfrist. Derfor kan det være klogt som projektkøber, at have mulighed for at være fleksibel i forhold til overtagelsesdatoen. Typisk vil bygherre indskrive en vis fleksibilitet ift. forsinkelser i kontrakten, men dog vil du ofte kunne modtage godtgørelse, hvis tidsfristen bliver markant ændret.

4. Arealændringer

Det er først længere inde i byggeprocessen, at det er muligt at vide præcist hvor mange kvadratmeter boligen ender ud med at være. Derfor er der risiko for at der forekommer arealændringer, som kan betyde at køber skal betale mere end planlagt, hvis boligen bliver større end forventet. I tilfælde som dette, er det vigtigt at køber husker at have finansieringen på plads, således at man ikke står med et finansieringsproblem efterfølgende.

5. Fejl og mangler

Der er en risiko for at overtage en bolig med fejl og mangler. I tilfælde som dette, har man i dag heldigvis lovpligtige byggeskadeforsikringer, som dækker tab i forbindelse med væsentlige mangler ved byggeriet. Derfor er det også vigtigt straks at indrapportere eventuelle fejl og mangler ved overdragelse af boligen. Man har yderligere en 1-års og 5-års gennemgang, hvor man ligeledes har mulighed for at få udbedret fejl og mangler som det ikke var muligt at se ved indflytningen.

Til slut kan det konkluderes, at der er visse udefrakommende ting, som er svære at gardere sig mod, når man handler projektbolig. Men det gælder om at sikre sig så godt som muligt ved at gennemgå sin købsaftale (og få en advokats hjælp), så man ikke uvidende accepterer uhensigtsmæssige vilkår, samt at holde øje med lokalplanen og gøre brug af eventuel mulighed for at lave indsigelse til ændringsforslag.

 

Skriv en kommentar