eBoligadvokat

Købsaftalen

Købsaftalen er nøglen til et trygt og sikkert køb af hvilken som helst ejendom – og dermed også ved køb af projektsalg. Købsaftalen er nemlig købers juridiske kontrakt med sælger, som indeholder de primære vilkår vedrørende aftalen om bl.a. pris, udbetaling, finansering, overtagelsesdato og tidsfrister.

Det anbefales på det kraftigste, at få juridisk rådgivning fra en advokat, inden du underskriver kontrakten. Hvis du ikke har mulighed for at få en advokat til at gennemgå købsaftalen inden du sætter din underskrift, kan du også sørge for at få et advokatforbehold, som betyder at aftalen først er bindende, når din advokat har godkendt den.

Det er sælger eller sælgers ejendomsmægler, der som hovedregel udarbejder udkastet til købsaftalen. Typisk benyttes Dansk Ejendomsmælgerforenings Standardkøbsaftale.

Den første del af købsaftalen indeholder rubrikker, som skal udfyldes med købers og sælgers navne, ejendommens adresse, overtagelsesdatoen, samt handlens øvrige individuelle vilkår, som er aftalt mellem sælger og køber.

Den anden del af købsaftalen indeholder kun standardvilkårne, som bl.a. vedrører risikoovergangen, tilbehør, særlige bestemmelser for grundløb, ejerlejligheder m.v.

Købsaftalen samler alle vigtige oplysninger vedrørende handlen. Dertil kan der også være oplysninger fra andre dokumenter, som der skulle være i forhold til ejendomshandlen. Dette kan for eksempel være ejendomsdatarapporten. Oveni dette betegnes salgsopstillingen også som en del af købsaftalen, idet det indgår under handelsvilkårne til sikkerhed for køberen.

Efter begge parter har underskrevet, dvs. henholdsvis køber og sælger, så har køber mulighed for at fortryde i op til seks hverdage. Dog skal køber ved fortrydelse betale 1% af den samlede købesum. Sælger kan ikke fortryde.

Scroll Up